Lausanne III

Fra december 2011 og et halvt års tid frem, vil Indre Missions Tidende bringe seks bibeltimer, som alle behandler tematikker fra Cape Town-erklæringen.
Disse bibeltimer vil løbende blive lagt ud her på siden.

Bibelundervisning 1 ud fra Cape Town-erklæringen, bragt i Indre Missions Tidende 2011 nr.49

Bibelundervisning 2 ud fra Cape Town-erklæringen, bragt i Indre Missions Tidende 2012 nr.06

Bibelundervisning 3 ud fra Cape Town-erklæringen, bragt i Indre Missions Tidende 2012 nr.09

Bibelundervisning 4 ud fra Cape Town-erklæringen, bragt i Indre Missions Tidende 2012 nr.14

Bibelundervisning 5 ud fra Cape Town-erklæringen, bragt i Indre Missions Tidende 2012 nr.19

Baptistkirken i Danmark har udarbejdet et oplæg til 9 samtalemøder omkring Cape Town-erklæringen. Det er en rigtig god hjælp til at få læst og diskuteret Cape Town-erklæringen.

Oplægget findes her.

Af Morten Hørning Jensen, lektor på Menighedsfakultetet og hjælpepræst i Århus Valgmenighed

I dag for præcis et år siden begyndte den tredje verdenskongres i Lausanne-bevægelsens historie. Vi er samtidig nået til vejs ende i vores bloggennemgang af Cape Town-erklæringen, og det er tid for et dobbelt spørgsmål:

Hvad lærte vi – og hvad førte det til?

Africa-night med fest på scenen

Hvad lærte vi?
Cape Town-erklæringens afslutning giver selv et bud i to punkter på, hvad samtalerne, foredragene og tiden sammen i bøn lærte os:

“Behovet for et radikalt, lydigt discipelforhold, hvilket vil føre til modenhed, til vækst i dybde såvel som i antal.
Behovet for radikal, korsfokuseret forsoning, hvilket vil føre til enhed, til vækst i kærlighed såvel som vækst i tro og håb” (s. 89).

Discipelskab og enhed – var læringen altså i to enkelte ord.

Man kan undre sig over, at 4200 kirkeledere 2000 år efter Jesus levede har brug for så tydeligt at understrege netop behovet for discipelskab og indbyrdes kærlighed. Det var jo – som erklæringen siger – præcis de to grundbefalinger Jesus udpenslede allertydeligst for sine disciple. “Gå ud og gør disciple” lød befalingen i Matthæusevangeliet. “Elsk hinanden” lød befalingen i Johannesevangeliet.

Hvorfor har det været så svært for kirken at leve disse to grundbefalinger ud?

Hjertet i Cape Town-erklæringen svarer tydeligt på det spørgsmål: Fordi vi har været mere optaget af evangeliets gave end dets opgave – mere optaget af dets tilsigelse end dets forvandling – mere optaget af dets lodrette side end dets vandrette implikationer.

Er vi blevet evangeliske “nådes-nominalister”, der forkynder Guds nåde stærkt men kun lever efter nåden af navn og ikke af gavn?

Lederen af Lausanne-bevægelsen, Doug Birdsall, brændte en enkelt sætning fast på nethinden af os, når han dagligt talte til os om “at udstrække nåden til hinanden”. Der var så mange forskellige kulturer og interesser repræsenteret på konferencen, at den ganske enkelt ville mislykkes, hvis vi ikke var villige til at møde hinanden med samme generøsitet og nåde, som Gud møder os med i Kristus!

Der findes ikke noget lodret forsonende evangelium uden en vandret udstrækning af nåden. Der findes ikke nogen tilgivelse fra Gud, der ikke følges af gensidig tilgivelse. Der findes ikke noget evangelium, der ikke samtidig indleder en livslang forvandlings- og renselsesproces.

Det var nemt på konferencen at blive chokeret over historierne om de manglende vandrette ringvirkninger af evangeliet – hos de andre kristne. Som den om Rwanda, hvor den kristne hutu-stamme huggede livet og lemmerne af den ligeledes kristne tutsi-stamme. Eller om racehadet i USA, der gik/går upåtalt hen af mange hvide kirkeledere. Eller den som Michael fra mit bord fortalte under en af vores daglige bordsamtaler om en afrikansk kirke, hvor en gruppe fra en bestemt stamme havde sendt et tæskehold efter en personer fra anden stamme, fordi de følte sig forbigået ved en kirkeansættelse. (Læs eller genlæs flere af beretningerne her).

Hvad førte det til?
Men hvad med os selv. Fører Lausanne-konferencen til noget hos os?

Det er et så godt spørgsmål, at mit svar ikke er bedre end dit. Men du får mit alligevel: På den ene side iagttager jeg mange af de samme problemer i vores kirker som i fx de afrikanske. Evangeliet bliver nemt til stammereligion og vi nemt til stammekristne med stærke mærkater og grænser. “Jeg er Paulus’ – du er Peters, og du er Apollos’”

Men på den anden side oplever jeg også en stadig tydeligere tale om evangeliets ringvirkninger blandt kristne, kirker og organisationer, der indser, at evangeliet aldrig er ensidigt men altid består af et robust både-og; af en lodret og vandret side; af ord og omsorg; af tilgivelse og tjeneste – af hoved, hjerte og hænder.

Det er en stor forandring for en kristen tradition, der i en generation eller mere har begrænset evangeliets forvandling til et par etiske spørgsmål og udliciteret resten til velfærdsstaten. Og som Magnus Malm siger et sted, så tager alle store udfrielser kun en nat for tanken, men 40 års efterfølgende vandring i ørknen at føre til handling og praksis!

Til denne lange proces mod en dybere og mere nådefuld evangelisk praksis er Cape Town-erklæringen en gave til vores kirker! I sin robuste helhed hjælper den os til at få blinde vinkler oplyst. Og i sin evangeliske klarhed minder den os om, at det altid begynder hos os selv med en dyb glæde over at han elskede os først!

Blogindlæg fra selve konferenceugen kan læses her

Fra afslutningsgudstjenesten

Cape Town-erklæringen kan købes for 25 kr. på Lohse forlag.
En PDF version kan læses her.
CTE som lydfil kan findes her – vælg “lydbog”.

Af Morten Hørning Jensen, lektor på Menighedsfakultetet og hjælpepræst i Århus Valgmenighed

Vi nærmer os nu et-årsdagen for Lausanne III-konferencen. Sidste udgave af Lausanne-bevægelsens nyhedsbrev, Lausanne World Pulse, fokuserer derfor på spørgsmålet om, hvad forskellige lande tog med hjem. Et dansk perspektiv findes os i blandt. Læs det her.

Af Henrik Holmgaard, formand for Fælles Frikirkelig Uddannelse (FFU) og præst i MOSAIK, Aalborg

“Den teologiske uddannelses mission er at styrke og ledsage kirkens mission” (CTE p 87)

Vi skal ikke kun uddanne teologisk for kirkens skyld, men fordi verdens frelse står og falder med forkyndelsen af evangeliet om Guds rige. Der er kontinuerligt brug for mænd og kvinder, som vil gå foran og forkynde evangeliet, gøre disciple, etablere, udruste og lede fællesskaber.

“Mission er teologiens moder” og kirkens sendelse er derfor forbundet med teologisk refleksion, udrustning og fornyelse. Det er ikke kun uddannelse på et akademisk niveau, som er behovet, men ligeledes den lokale udrustelse af disciple og ledere, som kender Kristus og vidner om det de har set i ord og livsstil. Uddannelse og udrustning til mission kan ikke kun være uddannelsesinstitutionernes ansvar, men ligeledes menighedens opgave. En god præst formes af at følge en god præst, en god leder bliver formet af at følge en god leder. En discipel lære igennem efterfølgelse og i fællesskab med andre disciple. Kombinationen og samarbejdet mellem teologisk uddannelse og menighedspraksis kan forene akademi og mesterlære, og fastholde et bredt fælles ansvar for at udvikle teologisk uddannelse i lyset af de missionale udfordringer, som vi i Vesten står midt i. En udfordring som er udspændt ml. evangelium, kultur og kirke. Det er både et kald til teologisk refleksion der støtter og udfordre nye udtryk og praksis, og samtidig fasteholde “den sunde lære”.

Der er fortsat brug for evnen til at tænke teologisk og besvare eksistentiel længsel og de spørgsmål om “hvilket liv vil jeg gerne leve og hvilken person vil jeg gerne blive til?”, som moderne danskere stiller. Derfor er der brug for mænd og kvinder, som igennem teologisk uddannelse vil arbejde med at besvare spørgsmålene og i praksis gå vejen, så andre kan følge efter. Vise hvordan livet ser ud i lyset af Guds riges nærhed. Gøre det genkendeligt i synlige fællesskaber – Fremviser evangeliet, med autencitet og ansvarlighed, som en gyldig livstolkning, der kan leves og læres. Evangeliet, som en tydning af tilværelsen, som en horisont fyldt med håb til at udfordre og forvandle en nuværende livssituation, og en kraft så stor, at den kan flytte mennesket ud af den nuværende horisont og give nyt perspektiv, indhold og form.

Cape Town-erklæringen kan købes for 25 kr. på Lohse forlag.
En PDF version kan læses her.
CTE som lydfil kan findes her – vælg “lydbog”.

Af Andreas Vedel, cand. scient. og gymnasielærer

Vi har, som enkeltpersoner og som kirker, et moralsk ansvar for aktivt at støtte legitime initiativer, der fremmer udviklingen af CO2-neutrale og bæredygtige teknologier

Cape Town-erklæringen (CTE) er et imponerende og provokerende dokument, der med sproglig præcision opfordrer kirker og individuelle kristne til selvransagelse og handling. Imponerende fordi evangeliet og missionsbefalingen tages alvorligt. Provokerende fordi CTE gør op med en relativisme og sekularisme som ingen kirker eller kristne går fri af.

Del 2, II.5 om det lidende skaberværk vedgår vores personlige andel i ødelæggelsen, spildet og forureningen af jordens ressourcer og vores indforståede accept af forbrugerismen. En andel og accept, der er en væsentlig årsag til klimaændringerne og den stadigt fattigere biologiske mangfoldighed samt den udbredte menneskelige fattigdom. Fattigdommen i verden og klimaændringerne må således behandles sammen og med samme alvor.

Danmark ligger i en af de komfortable regioner i verden, hvor de negative konsekvenser af klimaændringerne bliver relativt beskedne. Der er således næppe mange borgere i Danmark hvis liv og eksistensgrundlag direkte og umiddelbart er truet, men hvis vi lukker øjnene for at den globale og lokale biologiske mangfoldighed falder samt at borgere i mange af verdens fattige lande er truet på liv såvel som eksistensgrundlag, så har vi misforstået hvad forvalterskab og næstekærlighed handler om.

CTE efterlader ingen tvivl om at mennesket har en særlig rolle som ansvarlig forvalter af Guds skaberværk, hvilket bør komme til udtryk i menneskets individuelle forhold til Gud, menneskers indbyrdes sociale og etiske forhold samt kulturelt og økologisk i menneskets forhold til skabningen.

Vi har, som enkeltpersoner og som kirker, et moralsk ansvar for aktivt at støtte legitime initiativer, der fremmer udviklingen af CO2-neutrale og bæredygtige teknologier, så den forventede teknologiske udvikling i resten af verden ikke baseres på teknologier, der har vist sig at være mildest talt uheldige.

Det er således mit håb, at CTE bliver en væsentligt inspirationskilde til en livsstil, der bl.a. gør op med destruktive og forurenende forbrugervaner.

Cape Town-erklæringen kan købes for 25 kr. på Lohse forlag.
En PDF version kan læses her.
CTE som lydfil kan findes her – vælg “lydbog”.

Af Henrik Højlund, sognepræst i Løsning og formand for Evangelisk Luthersk Netværk

Erklæringen har ret i, at der fundamentalt set må være en længsel i kristne efter ikke bare åndelig, men også synlig enhed. Og ikke bare længsel, men ligefrem bestræbelse.

Cape Town-erklæringens første afsnit om kristen enhed og mission har meget for sig, set fra min stol.

Der er en god balance i det mellem ideal og virkelighed, mellem håb for i morgen og realisme for i dag.

Der er ingen tvivl om, at kristne, der lever i åbenlys splid med hinanden er et vidnesbyrd, der taler imod budskabet om forsoning. Lige så lidt tvivl som der er om, at Gud har brugt en synlig delt kirke til at nå jordens grænser med budskabet. Måske kunne erklæringen have betonet sidstnævnte pointe en smule mere. Det er immer hen mærkeligt, som Gud har formået at bruge temmelig splittede kirker. Men det hænger vel sammen med det højst velkendte forhold, at Gud bruger temmelig syndige mennesker i sin tjeneste. Hvorfor så ikke også kirker? (Jeg køber således ikke helt ud sætningen ”En splittet kirke har ikke noget budskab til en splittet verden”. Det har den forunderligt nok vist sig at have alligevel. Gud er større end splittelserne).

Erklæringen har ret i, at der fundamentalt set må være en længsel i kristne efter ikke bare åndelig, men også synlig enhed. Og ikke bare længsel, men ligefrem bestræbelse.

Det virkeligt udfordrende i sådan en erklæring ligger blandt andet i, hvad det så betyder hjemme i lille Danmark? Det er som bekendt altid en hel del lettere at være sammen på kryds og tværs af kirkesamfund, når det sker udenfor landets grænser. Jo mere konfessionelt miljø man tilhører, desto vanskeligere.

Jeg tænker, at erklæringen først af alt udfordrer os til først og sidst at tale godt om hinanden på kryds og tværs af konfessionelle skel. Det lyder måske som en banalitet. Det er det langt fra i et historisk lys. Det er småting, der er blevet sagt om ”de andre” op gennem tiden. Alene en grundlæggende broderlig omtale af hinanden vil set i et missionalt perspektiv være yderst gavnlig. Jeg tror ikke, folk støder sig meget på ydre skel, når de fornemmer grundlæggende enhed – når de forstår, at det drejer sig om familieuenigheder, som ikke har brudt blodets og kærlighedens bånd.

Udfordringen er selvsagt at gøre dette i ærlighed overfor de reelle forskelle. At ikke lade 2 og 5 være lige, men også kunne tage diskussionerne. I respektfuldhed og kærlighed. I bestræbelsen på ydre enhed kommer man slet ikke udenom arbejdet med forskellene.

Cape Town-erklæringen kan købes for 25 kr. på Lohse forlag.
En PDF version kan læses her.
CTE som lydfil kan findes her – vælg “lydbog”.

Af Per Ladekjær, bibelskolelærer på Børkop Højskole

Med forbillede i Jesu liv kaldes vi til at lære af Kristi ydmyghed og underordnelse. Og ydmyghed vægter altså højere end drømme og idealer.

Forud for mødet i Cape Town var Lausanne-bevægelsens ledere på lytte-tur for at spørge kirkens ledere i alle verdenshjørner om, hvad de oplever som den største udfordring i mission i dag. En del af udfordringerne handler om de kristnes måde at leve på i verden. En af de særlige udfordringer handler om ydmyghed. Det gælder i ægteskabet, familien og i samfundet i øvrigt.

”Vi opmuntrer præster til at hjælpe de troende til at forstå, ærligt drøfte og praktisere den gensidige underordning under hinanden, som Gud forlanger af sine børn.”

Hver sin verdensdel har sine udfordringer på det punkt, og der er også et klart kald til vores vestlige kirke og dens medlemmer, som jeg tror, er virkelig vigtig:

Den øgede individualisering i den vestlige verden præger i høj grad også vores menigheder. Det er ikke lang tid siden, at jeg flere dage i træk lyttede til beretninger fra flere forskellige kristne, hvor de gav udtryk for problemer i deres menighed på særligt ét punkt: Brok! Lederne oplever en udbredt utilfredshed, som der bliver givet højlydt udtryk for.

Det hænger ofte sammen med, at vi har så høje idealer om vores menighed. Vi har måske lagt store økonomiske eller menneskelige ressourcer i den, og så forventer vi også, at menigheden skal leve op til vores helt egne drømme og idealer. Men det er umuligt at designe sin egen menighed, som man lige netop ønsker, at den skal være, så derfor oplever mange, at der er drømme og idealer som ikke kan mødes i menighedens fællesskab. Og hvad gør vi så?

CTE-erklæringen er dejlig tydelig læsning om, at ydmyghed er en kristen dyd, som i lydighed skal praktiseres indbyrdes i menigheden også. Med forbillede i Jesu liv kaldes vi til at lære af Kristi ydmyghed og underordnelse. Og ydmyghed vægter altså højere end drømme og idealer. Præsterne bør være både forbilleder for ydmyghed og må opdrage menigheden.

Lad os prøve at forstå det. Lad os drøfte det med hinanden. Og lad os praktisere det.

Cape Town-erklæringen kan købes for 25 kr. på Lohse forlag.
En PDF version kan læses her.
CTE som lydfil kan findes her – vælg “lydbog”.

Af Torben Jensen, landsleder i Agape

Afsnittet om afvisning af afsporet seksualitet fremhæver den sunde seksualitet som et meget vigtigt aspekt i menneskers liv og fokuserer på vigtigheden af et godt ægteskab som rammen om det. Og der advares mod afsporet seksualitet og utroskab, som har mange negative konsekvenser. Det er altsammen godt og rigtigt, men her vil jeg gerne fokusere på det faktum, at det slet ikke er det, der er problematikken for en ret stor del af både kristenfolket og samfundet som helhed.

Samfundet vil aldrig komme til at bestå af kernefamilier. Selvom det er smukt og ideelt at forestille sig, at alle mennesker indgår i perfekte familier med et passende antal vellykkede børn og et godt parforhold, så er virkeligheden en anden. Der så meget, der kan gå galt, selvforskyldt eller ikke selvforskyldt. Og vores måde at leve på, også de kristne, og den måde samfundet fungerer på, gør det ikke nemmere at være være menneske uden kernefamilie. I den perfekte kristne familie er der ligesom ikke plads til det mislykkede menneske, for der er så meget, man skal nå. Der er slet ikke tid til også at give rum til de skæve og de uinteressante. At vi heller ikke tager os af vore egne gamle forældre er et eksempel fra vores kultur, som peger i samme retning. Det er ikke nemt at være et menneske, som ikke passer ind i det perfekte karriere/familieliv. Vi lever i hver vores meget lille enhed, nemlig som familie eller enlig. Familierne lever i hvert sit lille hjem, og der er ikke plads til andet. Sådan er vilkårene i det moderne samfund. Alle de, der ikke selv har en familie, må leve alene, og især i kristne fællesskaber må de føle sig marginaliserede og “lidt forkerte”.

Det er vigtigt, at bakke op om familien, så børn og forældre kan have det godt. Men en meget stor del af befolkningen lever uden for en kernefamilie. Hvad med dem? Bryder Gud sig kun om kernefamilien? Ægteskab og sundt familieliv er vigtigt, men et sundt og meningsfyldt hverdagsliv for folk, der ikke er en del af en familie, er lige så vigtigt og bør vel også omtales , når der fokuseres på Guds folks livsform.

I den forbindelse er det godt at se, at et afsnit i pkt B netop anerkender eksistensen og bidraget fra de ugifte m fl.

Cape Town-erklæringen kan købes for 25 kr. på Lohse forlag.
En PDF version kan læses her.
CTE som lydfil kan findes her – vælg “lydbog”.

Af Bent Bjerring-Nielsen, præst i Amagerbro Frikirke

Vi har for ofte lignet de omgivende kulturer, hvor vi burde havde adskilt os fra dem, og adskilt os fra dem, hvor vi burde have lignet dem.

”Guds folk vandrer enten på Guds vej eller på andre guders veje”. Sådan lyder den indledende sætning til afsnit V1. Sætningen er desværre lidt idealistisk. 2000 års kirkehistorie viser, at Guds folk, som i denne sammenhæng identificeres med kirken, har en tendens til både at vandre på Guds vej og andre guders veje. Kirken lever i en konstant spænding mellem ”allerede” og ”endnu ikke”, mellem tilpasningen til de forskellige kulturers afgudsdyrkelse og ophøjelsen af den sande Gud, mellem faldets og genoprettelsens virkeligheder, mellem den gamle og den ny skabning, mellem det, som kirken empirisk er, og det, Gud har kaldet os til at være.

Den spænding slipper vi ikke bort fra, men det ændrer ikke ved udfordringen til allerede nu at leve i lyset af det, som skal komme. Efeserbrevet taler om, at ” iføre [ sig ] det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.” Der er naturligvis her en henvisning til skabelsesberetningens beskrivelse af mennesket som skabt i Guds billede; det var en gudbilledlighed, som blev forvansket ved syndefaldet, men som Gud ønsker at genoprette. Også på det område lever kirken og den enkelte kristne i en spænding mellem den nuværende og den kommende virkelighed, men kirken skal allerede her og nu – igen og igen – sige ja til Guds virkelighed, frelsens virkelighed, genoprettelsens virkelighed, og ”iføre” sig det, som mennesket blev skabt til at være.

Det skal vi gøre, mens vi vandrer i de kulturer, som på samme tid er skabt af Gud og underlagt syndefaldet. Det har kirken indtil nu gjort på måder, som ikke altid har set kønne ud. Vi har for ofte lignet de omgivende kulturer, hvor vi burde havde adskilt os fra dem, og adskilt os fra dem, hvor vi burde have lignet dem. Kirken er kaldet til at være en kontrastkultur, der kan identificere sig med en enhver kultur i erkendelsen af, at den er gudskabt, og samtidig må tage afstand fra den i erkendelsen af, at den er gennemsyret af syndefaldets konsekvenser.

Modellen er her, som på alle andre områder, Jesus selv. Da Jesus kom til vor jord, kom han som jøde. Han var ét med den jødiske kultur, samtidig med at var helt igennem kontrastkulturel og udlevede en anden virkelighed, Guds riges virkelighed. Jesu forbillede er en konstant udfordring til kirken og kun ved at lære af Ham, kan kirken være en profetisk stemme i kulturen og være deltagere i Guds Mission til verden.
Den udfordring udtrykkes smukt i Cape Town erklæringen.

Cape Town-erklæringen kan købes for 25 kr. på Lohse forlag.
En PDF version kan læses her.
CTE som lydfil kan findes her – vælg “lydbog”.